Green Solution House – Ryttergården – Rønne
Green Solution House er det nye navn på det tidligere Hotel Ryttergården i Rønne på Bornholm. Fra at være et traditionelt dansk hotel er Ryttergården nu blevet et ’grønt’ kongrescenter og en bornholmsk spydspids for bæredygtigt byggeri og hoteldrift.
Erasmus & Partnere har projekteret træelementer til grønt hotel
Erasmus & Partnere har – som underleverandør til byggeriets tagentreprenør – projekteret de træelementer, der udgør en stor del af den nye bygnings dna og sammen med de store glasflader giver den sit særpræg. De præfabrikerede tagkassetter hviler på en konstruktion af limtræsbjælker.
Historien bag GSH – Hotel Ryttergården
I 1966 blev Bornholms første hotelværelser med bad bygget, og over de næste 40 år blev Hotel Ryttergården jævnligt udvidet med værelser, lejligheder, restauranter, etc., og hotellet blev populært både blandt forretningsrejsende og feriegæster.
C. E. Mogensen, der satte det første byggeri i gang og siden har udviklet hotellet til et samlingspunkt på Bornholms vestkyst, har nu via Carl Edvard Mogensens fond skænket sit livsværk til Green Solution House.
Det nye kongrescenter
Den nye bygning er skudt ind mellem eksisterende bygninger og skaber et nyt indgangsparti, værelser, mødelokaler, restauranter, m.m. Bagud breder den nye bygning, der er udtænkt af bl.a. arkitektfirmaet 3xn, sig ud i symmetrisk vifteform, og store glaspartier trækker naturen indenfor. Lyse træflader indrammer glasfladerne og skærmer mod sol, regn og vind og forstærker det lyse, nordiske udtryk.
Grønne løsninger skal optimeres kontinuerligt
Bygningen er opført af ’grønne’ materialer, der enten kan genbruges eller er biologisk nedbrydelige. Der er opført integrerede væksthuse, anlagt nyttehaver, der foretages regnvandsopsamling, og nye bæredygtige ideer om bl.a. energi og affaldshåndtering skal fremover løbende introduceres i byggeriet, der ligger nær skov og strand i Rønne.
GSH nomineret til prestigefyldt pris
Green Solution House i Rønne var ét af de nominerede emner i forbindelse med 2017-uddelingen af den prestigefyldte Mies Van der Rohe Award – arkitekturprisen der gives for bedste moderne byggeri.