Fra praktikant til studiemedhjælper til fastansat

For tredje gang siger vi VELKOMMEN til Jacob Lütken Fejring, som vi netop har ansat som bygningsingeniør til vores konstruktionsafdeling.

Jacob tilbragte sin praktiktid på ingeniørstudiet hos os, hvorefter han blev ansat som studentermedhjælper, og nu efter veloverstået eksamen hvor han er blevet fuldgyldig diplomingeniør, har vi skyndt os at få ham fastansat!

Da Jacob kender arbejdsgange, programmer og metoder hos os fra sin praktik og studiemedhjælpertid, kan han gå lige til opgaverne, der vil blive flere og mere varierede, jo mere erfaring han får.

Variationen i arbejdet er vigtig for Jacob, der møder anderledes opgaver og udfordringer med begejstring og gåpåmod.

Jacob ser nu frem til at arbejde sig ind i konstruktionsteamet – i første omgang får han ansvar for at udføre statiske beregninger til arkitekttegnede enfamiliehuse samt projektering af limtræskonstruktioner til en række større og mindre byggeprojekter. På sigt satser Jacob på at blive en del af et af de teams, der arbejder med etagebyggeri, men foreløbig skal der lige samles lidt erfaring.

Jacob får også fremover sin daglige arbejdsplads i Erasmus & Partneres Aalborg-afdeling, men vil have tæt kontakt til samt samarbejde og sparre med kolleger i både Hjørring og Aalborg.

Vi er glade for at få Jacob som fast ny kollega – vi værdsætter hans engagement (både ved pc’en og ved bordfodboldbordet!), hans tilgang til opgaverne, hans behagelige væsen og humor – og ved, at han på fornem vis ’passer ind’ i flokken af kolleger her hos Erasmus & Partnere.