Der var blevet trangt i kundeområderne i supermarkedet MENY i nordjyske Skagen, hvor indbyggertallet øges med tusindvis af turister og feriehusejere i ferieperioderne.
Det lokale arkitektfirma RJ Arkitektur fik til opgave at designe en udvidelse af forretningen, og efter nedrivning af et mindre parcelhus blev der skaffet plads til en omfattende tilbygning, der uden problemer kunne tilpasses den eksisterende bygning. Samtidig blev en ombygning af dele af den eksisterende forretning planlagt.
Tilbygning og ombygning giver større butik
Med en nybygning på 675 kvm og inddragning af 220 kvm af det oprindelige lager blev salgsarealet i supermarkedet mere end fordoblet, og der blev god plads til både varer og kunder. Ovenlysvinduer, lyse troldtektlofter samt hvidmalede kipbjælker og vinduesindfatninger skaber sammen med velplaceret kunstig belysning en behagelig atmosfære i supermarkedet.
Byggeri som ’shed’-konstruktion
Tilbygningen er – som den oprindelige bygning – opført i ét plan med træskelet/fibergips i bagvæg og kunststofplanker med træstruktur på facaden. Bygningen er opført som en ’shed’-konstruktion og fremstår som en sammenbygning af en række små skure. Denne konstruktion fremgår også inde i en del af forretningen, hvor de antydede ’sheds’ kan benyttes som afgrænsning for diverse varegrupper, når det ønskes.
Her i Skagen spejler de smalle, sortmalede facader med hvid dekoration fiskernes skure på havneområderne, og den lave konstruktion lader den store bygning sprede sig over et stort areal uden at virke anmassende eller blive for massiv i området, der er præget af byggeri i ét plan. Opbygningen med åbent til kip i hvert ’shed’ skaber desuden loftshøjde og luft i forholdsvis lavloftede rum.
Krav til ’shed’-konstruktioner
Sammenbyggede ’shed’-konstruktioner af denne størrelse kræver understøtning af dragere og søjler i træ eller stål – synlige eller indbygget i vægge og tagkonstruktioner. Her understøttes dragerne i gavle samt på søjler placeret i skille- og ydervægge, så man har undgået placering af fritstående søjler i kundeområderne.
Her har vi rådgivet
Udvidelse og ombygning af MENY i Skagen var et forholdsvist enkelt projekt, hvor Erasmus & Partnere bl.a. har rådgivet i forbindelse med konstruktioner og energi.