Nibe ligger smukt ud til Limfjorden med både bakkelandskab og skov i ’baghaven’. Her i købstadsidyllen med de bugtede veje, sejlerliv og historie tilbage til 1300-tallet bygges der gerne med blik mod både fortid og nutid, og de 30 nye lejligheder, der er opført på en tidligere industrigrund med udsigt til fjorden, er ingen undtagelse.
Erfarent rådgivningsteam
Det er SBG Entreprise & Kloak, der har været bygherre på projektet, hvortil Jesper Rodkjær Poulsen som vores projektleder havde udvalgt et erfarent team, der bl.a. tæller Joan som certificeret statiker og Troels som tegner, og de blev i teamet bakket op af en række kolleger med ekspertise inden for energi & indeklima, konstruktioner, kloak & afløb.
Gavlhuse med inspiration fra nær og fjern
Krogh Madsen Arkitekter har sat stregerne til det nye boligområde, der er opført som to etagebygninger i 2 og 2 ½ plan i første og anden række til fjorden. Boligerne, der alle er i ét plan og på mellem 74 m2 og 107 m2, er indrettet i rækkehuse, der minder om traditionelle gavlhuse med inspiration fra både by og havn – her er lidt duft af både Amsterdam og Bergens Brygge, samtidig med at der trækkes historiske tråde tilbage til traditionel dansk købstadsbebyggelse med sammenbyggede huse.
Gennemtænkt, tidløst design på fantastisk beliggenhed
Med store vinduespartier trækkes det flotte limfjordslys ind i boligerne, der er indrettet med åbent køkken / alrum / stue, hvorfra der er udgang til altan eller terrasse. Altanværn i glas sørger for, at udsigten kan nydes uhindret. Køkken og bad er indrettet funktionelt med fokus på kvalitet og praktik for at skabe bekvemme rammer om det gode hverdagsliv.
Til bygningernes facader er der valgt lyse tegl, der nederst er lagt i et taktilt mønster, og de store glaspartier samt vinduer og døre er indfattet i mørke rammer, der får bygningerne til at stå skarpt og flot mod den nordjyske himmel.
De nye bygninger falder harmonisk ind i købstadens bebyggelse med hensyn til udtryk og skala, og holder samme overordnede størrelsesforhold som nabobebyggelsen, der er opført inden for de seneste år.
Beboerne i de nye lejligheder har kort vej både til byen med aktiviteter og indkøb samt til havn, strand og grønne områder.
Her har vi rådgivet
Som rådgivere for SBG Entreprise & Kloak har vi været med gennem alle byggeriets faser med særligt fokus på konstruktioner, energi samt klimakrav.